Af: CHARLOTTE AAGAARD, Information, 11. marts 2010
Afghanistans mest provokerende politiker Malalai Joya fører en ensom krig mod krigsherrer, korruption og kvindeundertrykkelse. I erindringsbogen ’Min lykkes fjender’ fortæller hun, hvorfor hun har valgt at fortsætte kampen trods konstant livsfare
Malalai Joya er Afghanistans mest kompromisløse politiker. Ingen anden af de hundredvis af afghanere, der sidder i landets parlament, råber lige så højt og gennemtrængende som hun. Om demokrati, om kvinderettigheder, om krigsforbrydere, om korruption og om Afghanistans ønske om stå på egne ben.
Hendes energi og kampvilje kender ingen grænser. Men spørgsmålet er, hvor mange der hører hende. For hver gang hun dukker op i medierne – og især i de vestlige medier – bliver hun en smule mere radikal, en smule mere skinger, en smule mere kompromisløs. Og det er ikke noget, der giver opbakning i Afghanistan.
I erindringsbogen Min lykkes fjender, der nu udkommer på dansk, føjer hun adskillige brikker til legenden om den afghanske amazone, der uforfærdet går til angreb på selv de mest morderiske krigsherrer og de mest formørkede fundamentalister.
Hun giver blandt andet et rystende indblik i, hvordan det unge afghanske demokrati fungerer.
Hvordan hun bliver truet i parlamentet, hvordan hendes mikrofon bliver slukket, hver gang hun vil sige noget, hvordan andre parlamentsmedlemmer truer hende, overfalder hende og planlægger attentater. Hun fortæller om livet i sikre huse, omgivet af livvagter døgnet rundt, om forsøget på at få et normalt familieliv, om sin forvisning fra parlamentet og om sin kamp for demokrati og retfærdighed i Afghanistan.
Omrejsende symbol
I dag bruger Malalai Joya en stor del af sin tid på at rejse rundt i verden, promovere sin bog og holde foredrag i USA og Europa, arrangeret af en række vestlige støttekomiteer, der også samler ind til hendes fysiske beskyttelse, når hun opholder sig i Afghanistan.
Siden 2007 har hun været udelukket fra parlamentet og boykottet af de fleste afghanske medier. Og det er måske forklaringen på den stadig mere uforsonlige tone, hver gang hun dukker op i udenlandsk presse. Interessant er det også, at hendes personlige optræden bliver gradvist mere provokerende.
Senest har hun besluttet sig for at smide tørklædet og optræder nu med løsthængende hår i de fleste sammenhænge. I en vestlig sammenhæng virker det jo både frigjort og modigt, men i en af ghansk sammenhæng er denne detalje mere end nok til at få millioner af traditionsbundne afghanere til at tage afstand fra hende – også selv om de måtte dele hendes politiske synspunkter.
At hun på Facebook nu betegnes som »sekulær«, er også dybt problematisk i en af ghansk sammenhæng. Selv om Malalai Joya ikke selv har lavet Facebook-siden, er det at være stemplet som sekulær i de fleste afghaneres øjne det samme som at være ikketroende og dermed en frafalden muslim – som det ifølge Koranen er i orden at slå ihjel.
Malalai Joya gør med andre ord ikke tingene nemmere for sig selv, og man kan ikke undgå at få en fornemmelse af, at hun i stadig højere grad taler og appellerer til et vestligt publikum i stedet for sine afghanske vælgere og med søstre.
Hjem til Farah
At det ikke altid har været sådan, får man et klart indtryk af i den del af Min lykkes fjender, hvor hun beretter om den folkelige opbakning, hun oplever i sin hjemprovins Farah. Her er hun på hjemmebane og kan gøre en forskel, ikke mindst for de mange kvinder, der opsøger hende for at få hjælp eller vise deres støtte.
Historien om, hvordan nogle landsbyfolk en dag kommer kørende med ældgamle Bibi Zulaikha i en trillebør, lader ikke et øje tørt. Bibi Zulaikha vil ikke dø, før hun har mødt Joya og givet hende sin eneste værdifulde ejendel, en guldring, som skal bruges til at rejse penge til Joyas projekter.
Eller historien om de piger, der vil have Joya til at overtale deres far til at lade dem gå i skole – hvilket hun gør uden de store vanskeligheder.
I Farah har Malalai Joya tilsyneladende en særlig position, men spørgsmålet er, hvor længe hun kan bevare den, hvis hun bliver mere vesterlænding end afghaner.
Bag overskrifterne
Under alle omstændigheder er Min lykkes fjender en dybt læseværdig bog, hvis man vil have et indblik i, hvad det foregår bag de vestlige mediers overskrifter om endnu en bombe i Kabul og endnu en dræbt soldat.
Man får et tydeligt billede af, hvad det er for kræfter, der brydes i dagens Afghanistan, hvor en uhellig alliance af krigsherrer, narkobaroner og konservative islamister har fået så megen magt foræret af Vesten, at de demokratiske kræfter risikerer at blive fuldstændig mast.
Min lykkes fjender er både letlæst og medrivende, for Joya kommunikerer både enkelt, klart og kontant, så alle kan forstå, hvad hun mener. Hendes holdninger til den aktuelle situation er dybtfølte og uden tvivl repræsentative for, hvordan mange afghanere oplever krigen mod Taleban og ikke mindst de internationale styrkers tilstedeværelse i landet.
Men nogen indsigtsfuld analyse kommer hun ikke med. De udenlandske styrker skal ud, jo før jo bedre, mener hun. Men hendes bog efterlader ikke meget tvivl om, at en tilbagetrækning vil betyde endnu mere kaos.
Selv overlever hun stort set kun takket være udenlandsk støtte og beskyttelse fra blandt andre FN.
Det er i øvrigt ærgerligt, at den eneste bog af og om Malalai Joya ikke er bare nogenlunde opdateret. Bogen udkom på engelsk i oktober sidste år, men beretningen stopper i 2008, hvilket gør, at hun hverken forholder sig til sidste års katastrofale valg, Obamas nye strategi eller kommer ind på sin egen rolle fremover.
Til efteråret skal afghanerne efter planen vælge nye medlemmer til parlamentet, og det kunne for eksempel være interessant at høre, om hun har opgivet en politisk karriere.
Bogen, der indtil videre også er udkommet på fransk, hollandsk, tysk og norsk, er i øvrigt glimrende oversat af Annemette Goldberg.
MIN LYKKES FJENDER
– Malalai Joya i samarbejde med Derrick O’Keefe
– Forlaget Verve
– 336 sider
– 279 kr.